3 tips til at opnå gode, varige placeringer på Google

Topplaceringer på Google kan være rigtig meget værd, men hvordan kommer man til tops på søgemaskinen og endnu vigtigere: hvordan bliver man der? Det giver jeg mit bud i denne artikel.

Der er rigtig mange meninger om og holdninger til SEO. Derfor er det langt fra sikkert, at alle andre SEO-eksperter er enige med indholdet i denne artikel. Det synes jeg, at jeg skylder dig at vide, kære læser.

Man ved ganske få ting med sikkerhed i SEO. Derfor baserer en del sig på antagelser. Da det er ganske få ting, der er definitivt afklarede i forhold til SEO, er det lidt gratis at have en holdning til feltet. Dette er desværre ret så skadeligt for branchen, for jeg ser af og til SEO-eksperter, som ytrer sig om noget, der utvetydigt er forkert, og det er uden tvivl svært for ikke-fagfolk at gennemskue, hvad der er tossede gætterier, og hvad der er velbegrundede hypoteser.

Det, som jeg mener at vide om SEO, baserer sig på dybdegående læsning af undersøgelser med store mængder data, læsning af blogindlæg fra verdens førende SEO-folk og en masse tests, som jeg har udført på egen hånd eller i samarbejde med andre SEO-nørder.

Herunder giver jeg – som lovet – mit bud på, hvordan du kommer til tops på Google og bliver der.  

1) Hav det bedste indhold

Google fortæller os gang på gang, at det bedste indhold vinder. Det gør de blandt andet i deres generelle guidelines.

De animerer enhver til at lave indhold, som giver værdi for den besøgende. Det er også tydeligt, at hver gang Google laver en større opdatering, så er det primært de sider med tvivlsomt content, som bliver ramt.

Det er hamrende svært at definere godt content, da dette er meget kontekstafhængigt. Hvis man har en side om CBD-olie, er godt content noget helt andet, end hvis man beskæftiger sig med fitness.

I forhold til SEO og godt content er det centralt, at ens content besvarer den besøgendes søgeintention. Er dette ikke tilfældet, vil jeg ikke mene, at der er tale om godt SEO-content, uanset om ens tekst er velskrevet, og man gør mange andre ting rigtigt.

Hvis en Google-bruger søger på “Hvordan er offside-reglen?” vil det være den side, der bedst muligt forklarer, hvordan offside-reglen er, som kommer til tops. Det er sandsynligt, at siden, der rangerer allerbedst, både forklarer offsidereglen via velskrevet tekst og gode illustrationer.

I ovenstående eksempel er søgeintentionen ganske let at lure. Sådan er det dog ikke altid, og det er virkelig en kunst at lure søgeintentionen for forskellige søgeord. Man kan med fordel kigge på de sider, der rangerer godt lige nu, da de må have fat i noget af det rigtige.

Godt content er ofte en kombination af flere medier, der supplerer hinanden og letter forståelsen af en given kommunikativ hensigt for den besøgende. Internet-brugere har vidt forskellige konsumeringspræferencer, hvilket er vigtigt at huske på, når man designer sit content. Man skal altid overveje, hvordan man bedst muligt rammer så mange som muligt.

Typisk vil det være en god idé både at involvere velskrevet tekst og gode illustrationer. Sommetider kan videoer også være guld værd. Der er dog ingen faste regler om, at det altid er sådan. Det afhænger af konteksten og målgruppen.

Hvis man fylder sin side med godt, relevant content, mindskes bounceraten, samtidig med at time on site øges, og lige netop disse faktorer har stor betydning for, hvor man ender henne i Googles regnskab.  

2) Din side skal performe og være brugervenlig

Internet-brugere er utålmodige, og derfor er det meget vigtigt, at din side loader hurtigt. Hvis din side bruger over 3 sekunder på at loade færdig, vil du miste omkring 40 % af alle potentielle besøgende fra søgemaskinerne, viser flere forskellige undersøgelser.

Derudover er det vigtigt, at strukturen på dine side er god, og at siden generelt er brugervenlig. Det skal være let for brugeren af finde, hvad denne søger, og de forskellige links og knapper på siden skal fungere efter hensigten. For mange irriationsmomenter i UX-oplevelsen, vil få besøgende til at forlade din side.

En række performance-mæssige faktorer, for eksempel loadhastighed, er direkte rangeringsfaktorer, hvilket er ét argument for, at man skal fokusere på optimering af disse. Et endnu større argument er dog, at de performance-mæssige faktorer har stor indflydelse på brugeradfærden, og hvis brugeradfærden signalerer, at brugerne ikke er glade for din side, kan du glemme alt om at rangere godt på Google.

3) Investér i linkbuilding – links er stadigvæk vigtige

Linkbuilding er stadigvæk en stor del af SEO. I dag er det tydeligt for alle og enhver, at links ikke gør arbejdet alene. Før i tiden kunne man godt rangere hæderligt med dårligt indhold, hvis bare man havde en masse indgående links. Sådan er det (heldigvis) ikke længere. I dag skal du kigge langt efter de gode placeringer uden kvalitetsindhold.

Dog vil jeg stadigvæk plædere for vigtigheden af links, for hvis man kæmper om placeringer med sider, der også har godt indhold, er min erfaring, at det ofte er links, som er afgørende for, hvem der ender med øverste podieplads i sidste ende.