Farver kan hjælpe dig til konverteringer

Du har helt sikkert hørt folk sige, at de gik efter mavefornemmelsen, da de skulle tage en beslutning eller svare på et spørgsmål i Trivial Pursuit. Nogle vælger at lytte til mavefornemmelsen, andre ignorerer den – siger de i hvert fald.

Mavefornemmelsen har dog intet med maven at gøre, men er i stedet din underbevidsthed som giver dig små hints og påvirker dig til at tage bestemte beslutninger. Vi har ikke selv nogen kontrol over underbevidstheden, men lytter alligevel til den i stor stil.

Når mavefornemmelsen eller underbevidstheden er interessant i hjemmeside øjemed, så er det fordi man rent faktisk kan påvirke underbevidstheden, og dermed øge chancerne for et klik, en konvertering eller i det hele taget en bestemt reaktion fra de besøgende.

Der er mange måder at påvirke det underbevidste på, men i denne artikel vil jeg fokusere på farver. Farver er nemlig yderst effektive, når det kommer til at fremprovokere bestemte følelser og reaktioner.

Farver påvirker vores følelser

Det er langt fra sikkert, at farver som sådan er noget du tænker over i det daglige. Det er helt sikkert de færreste som overvejer, hvad farver har af indflydelse på deres emotionelle tilstand. Men farver har indflydelse. Ikke så meget, at de kan gøre nogen decideret rasende, forelskede eller kede af det, men alligevel nok til, at de kan være med til at påvirke en beslutningsproces i hjernen.

Fra dyreriget har forskere erfaret, at farven rød er med til at sætte gang i lysterne hos mandlige aber. Når der er ægløsning hos hunaberne, bliver hudområdet omkring deres kønsorganer røde, hvilket signalerer til hannerne, at der er gode chancer for undfangelse, hvorfor hanaberne blive vilde i varmen og opstemte.

Det lyder måske lidt primitivt, men mænd er faktisk ikke hævet over den røde farves forførende egenskaber. Forskning viser nemlig også, at mænd tiltrækkes af kvinder i rødt i højere grad, end kvinder iklædt en hvilken som helst anden farve. Der er altså, med andre ord, et signal i farven, som signalerer til vores underbevidsthed og sætter tanker om parring i gang. Det kan du bruge til din fordel, og har du eksempelvis en sexdating side, kan der måske være en fidus i at sætte gang i blodomløbet hos dine mandlige besøgende, ved at bruge den sensuelle røde farve i logo og designet generelt.

Denne effekt har de forskellige farver på hjernen

Lad os lige for god ordens skyld slå fast, at farver ikke er en form for hypnose som kan bruges til at få andre til at gøre nøjagtigt hvad du ønsker – heldigvis for det! Når det så er sagt, så er der alligevel god grund til at tænke farver med ind i designet af hjemmesiden, fordi de rigtige farver kan være det lille ekstra skub som mangler, for at dine besøgende tilføjer en vare i kurven, klikker på et affiliate link, eller skriver sig op til en nyhedsmail. Den rigtige farve kan være den famøse dråbe som får bægeret til at flyde over – i positiv forstand altså.

Hvis du er nysgerrig på effekten af de forskellige farver, kan du her få tre ideer til, hvordan du kan bruge farver til et signalere dit budskab eller fremprovokere bestemte følelser.

Blå

Den blå farve signalerer ro, sikkerhed og tillid, hvorfor du ofte vil opleve banker bruge farven. Med den blå farve kan de nemlig appellere til din underbevidsthed og fortælle, at du roligt kan overlade din formue i deres varetægt. Derfor kan du med fordel bruge blå farver og nuancer, hvis du vil vække tillid hos dine besøgende.

Grøn

Grøn er en rar farve for øjet. Vi er vant til at se på den grønne farve i naturen, og forbinder den i høj grad med ro, naturlighed og sundhed.

Pink

Skal du sælge proteinpulver til stærke machomænd, så skal du nok ikke vælge farven pink. Pink signalerer nemlig noget feminint, sødt og uskyldigt. Vil du derimod kommunikere til kvinder eller unge piger, er den pink farve et ganske fornuftigt valg.

Sort

Sort signalerer eksklusiv, luksuriøs og professionel. Styrke og præcision er også forbundet med farven sort, som ofte kan bruges i kontrast til andre farver i logoet eller på hjemmesiden.