Skab bedre design med disse 3 love

At gøre en brugers liv lettere er ofte et godt mål at sætte sig, når man udvikler et produkt eller en ny service. 

Som grafisk designer kan du også få dette til at ske ved at designe et produkt som alle vil (elske) at bruge. Inden du starter på et design, kan du opstille et mål. I dette indlæg vil du kunne læse om nogle berømte principper, både psykologisk, filosofisk og økonomisk, som du kan anvende, når du designer.

1. Hick’s lov

Ved Hick’s lov berører vi et psykologisk princip, som handler om, at desto flere muligheder vi giver brugerne, desto længere tid vil det tage for dem at tage en beslutning. Et punkt, som vi også har berørt i et tidligere blogindlæg omkring design af UX og knapper.

Når det kommer til UX (user experience), så skal vi hjælpe brugerne sikkert i mål og helst eliminere for mange muligheder. Så desto flere muligheder der er i f.eks. et interface eller på en hjemmeside, desto længere tid skal brugerne anvende på at tage en beslutning. Alt andet lige betyder det, at der går længere tid før brugeren kommer i “mål” på en hjemmeside. Det kan f.eks. være ved at fuldføre et køb på en webshop eller udfylde en kontaktformular. En hver hjemmeside har et overordnet mål.

Så tommelfingerregelen ved UX er: Desto flere muligheder, desto flere problemer.

2. Jakob’s lov

Jakob Nielsen, en dansk datalog som har specialiseret sig i IT-brugervenlighed, mener, at brugerne foretrækker, hvis din hjemmeside fungerer ligesom andre hjemmesider.

Denne tankegang giver rigtig god mening, da vi som mennesker tit er “vanedyr” og er vant til at nogle ting blot er ens. F.eks. hvis der er en masse indhold på en hjemmeside, så bruger vi en søgefunktion til at finde det, som vi leder efter.

Derudover er vi også vant til, at vi kan klikke på logoet og blive ført tilbage til forsiden. Dette har også resulteret i, at flere og flere fjerner “forside” som et menupunkt, da vi har tilvænnet os at kunne klikke på logoet.

Vi foretrækker altså det, vi er vant til og ved hvordan fungerer.

Du skal derfor tænke dig godt om, inden du beslutter dig for at lave en hjemmeside, som er meget abstrakt og skiller sig ud fra normen. For hvad kommer i første række? Brugervenlighed eller et inspirerende design?

3. Pareto’s lov: 80/20-reglen

80/20-reglen er kendt og stammer fra den italienske økonom, Vilfredo Pareto. Hans lov kan vinkles til flere situationer, men overordnet siger den, at 80% af din omsætning (eller output) kommer fra 20% af din indsats.

Hvis vi vinkler den til design, så betyder det, at vi skal skære ind til benet og fjerne alle de unødvendige funktioner, da de ikke vil have en indflydelse på det endelige outcome. Det kan være ved en hjemmeside, app eller en interface – sågar et produkt.

Desto mere simpelt det er, desto bedre er det ofte.

Konklusion

Udover de basale design principper, så findes der altså flere love, som du kan følge for at få dit design til at skille sig ud. Så næste gang du er i tvivl om du skal give brugerne en mulighed mere eller om den funktioner du skal til at designe overhovedet skaber værdi, så kan du kigge tilbage på dette indlæg med disse tre love.

Skrevet af Erik Jeppesen fra Grafikr ApS.