Beskriv din opgave grundigt og send den til bureau.dk.
Vi ringer dig op, får bekræftet opgaven og vender detaljerne.
Vi matcher dig til det rette bureau, som kan hjælpe dig videre.
Jeg giver her en grundig introduktion til genren webinarer. Begrebsafklaringen efterfølges af tre gode argumenter for at dyrke disciplinen.
Allerførst starter vi som lovet med en begrebsafklaring. Et webinar er et slags online seminar, hvor man kan følge en eller flere oplægsholdere direkte over internettet. Det betyder derfor, at man overværer et webinar via sin computer, smartphone, tablet eller lignende.
Selvom man, som du nok kan regne ud, ikke er fysisk til stede i det lokale, hvori webinar-oplægget afholdes, har man alligevel mulighed for at præge et webinar. Man kan nemlig stille spørgsmål undervejs via en chat.
Enhver virksomhed kan afholde webinarer
I dag er kamera- og mikrofonudstyr ikke synderligt dyrt. Det er vist de færreste virksomheder, der ikke har råd til at anskaffe sig udstyr i en nogenlunde kvalitet.
Når man afholder webinarer, livestreamer man, og det tager ikke lang tid at sætte et livestream op.
Hos to af de store spillere, Facebook og YouTube, kræver det ikke mange klik, før man er i gang, og der findes adskillige guides, hvis man føler sig udfordret.
Selvom man via ganske få klik kan livestreame, og at det nødvendige udstyr kan erhverves for fornuftige summer, er det dog stadigvæk min påstand, at det kræver relativt store tekniske kompetencer at afvikle et webinar, som virker topprofessionelt.
Ens webinar behøver dog heller ikke at ligne en tv-udsendelse for at bringe værdi; dog kan der ikke være nogen tvivl om, at desto mere professionelt ens webinar ser ud, desto mere professionel virker ens virksomhed.
Hvis I ikke har nogen dygtige videomagere i huset, betyder det ikke, at I skal forkaste tanken om at afholde webinarer.
I givet fald anbefaler jeg dog, at I øver jer en del, inden det bliver alvor. Afhold et par generalprøver og sikre jer, at udsendelsen kommer til at køre flydende, og at alle er bevidste om deres roller.
Du fornemmer stensikkert min begejstring for webinar-genren. Jeg har forsøgt at beherske mig og kogt denne ned til tre gode argumenter for at afholde webinarer.
#1) Et webinar kan være salgsfremmende
Det er en gammelkendt sandhed, at vi ikke handler med virksomheder, men derimod med mennesker. Denne gammelkendte sandhed er afgørende for, at webinarer kan have salgsfremmende effekter.
Ved at afholde webinarer kan man få sat ansigt(er) på virksomheden. Man kan gøre sin virksomhed mere identificerbar, og det øger bare altid troværdigheden, hvis en virksomhed ikke skjuler sine medarbejdere.
Vi mennesker vil også altid hellere handle med folk, vi kender, end folk vi ikke kender, og seerne af et webinar kan sagtens få følelsen af, at de lærer oplægsholderen/oplægsholderne at kende på en eller anden måde.
Selvom et webinar kan være salgsfremmende, bør man aldrig forsøge at sælge noget via sine webinarer.
Et webinar SKAL nemlig bringe en eller form for værdi for modtagerne, som forventer at blive underholdt og/eller at lære noget – ikke at blive udsat for salgsbudskaber.
#2) Høj grad af fleksibilitet for webinarer
Webinargenren vinder stort, når det kommer til fleksibilitet. Det er meget fordelagtigt, at man kan deltage i et oplæg, selvom man geografisk set befinder sig langt væk fra oplægsholderen.
Et klassisk oplæg er en her-og-nu-oplevelse, og når oplægget er afholdt, er begivenheden fortid. Et webinar kan uden besvær optages og uploades på en eller flere videotjeneste(r) efter afholdelsen. På den måde kan man sørge for, at levetiden for et webinar bliver væsentlig længere end for et typisk oplæg.
#3) Man kan nå bredt ud med et webinar
Et webinar er ikke begrænset af geografiske forhold. Hvis et webinar afholdes i Grenaa, kan man følge med, uanset om man befinder sig tyve meter derfra eller på Grønland.
Ovenstående er afgørende for, at man kan nå voldsomt bredt ud med ens webinarer. Dog kræver det, at ens webinarer er gode og appellererende, hvis man vil nå bredt ud.
Det er ligeledes nødvendigt, at man er dygtig til at gøre opmærksom på afholdelsen af disse over for den rette målgruppe.
Jeg håber, at jeg har vakt din interesse for webinargenren. Husk nu, at man kan lave webinarer om alt, så uanset om du forhandler Zhenzi-tøj eller rådgiver om lydbogsapps, kan du vinde noget ved at lave webinarer.