Man behøver ingen skuespillere for at lave gode kategori- og produktvideoer

Indlægget herunder er forfattet af Nikolaj Nielsen fra avXperten. Han forsøgte selv at oprette sig på bureau, men uden held, og jeg tillod derfor at være distributør, da jeg mener, at det har den fornødne kvalitet, som skal kendetegne mine indlæg.

Mange webshops afholder sig fra at lave kategori- og produktvideoer, fordi de hverken har nogen med et naturligt skuespiller-gen i staben eller synderligt store kompetencer inden for videoproduktion. Hos avXperten valgte vi at se bort fra dette, og vi erfarede, at det faktisk næsten var en fordel, at vores repræsentant ikke havde erfaring foran kameraet eller på de skrå brædder. Det tilførte en klædelig autenticitet til videoerne.

Internettet giver os mulighed for at blande flere medier og skabe mediekonvergens. Det betyder, at vi som webshop kan kommunikere informationer om vores produkter og ydelser via både lyd, billede og tekst, hvis vi ønsker det.

For omkring et års tid siden valgte vi hos avXperten at ride med på videobølgen. Det har vi ingenlunde fortrudt, selvom vi havde vores betænkeligheder om, hvorvidt vi evnede at producere noget gavnligt for os og vores besøgende.

Betænkelighederne skyldtes, at ingen af os havde et naturligt skuespillergen eller erfaring med at stå foran et kamera. Derudover var der heller ingen af os, der havde en teknisk videoudannelse.

Det viste sig, at betænkelighederne var dybt unødvendige

Undervejs viste det sig heldigvis, at vores betænkeligheder var helt unødvendige. Vores udvalgtes manglende skuespillererfaring bevirkede nemlig blot, at han virkede ekstremt naturlig og autentisk. Han virkede med andre ord som det, han var: et helt almindeligt menneske.

De små skønhedspletter, der uden tvivl kan findes i vores videoer, betyder intet i det samlede billede, hvilket i særdeles høj grad skyldes videoernes formål.

Vores videoer skal nemlig oplyse og vejlede forbrugerne, og det gør de til fulde. Når dette er hovedformålet, ser modtagerne igennem fingre med, hvis lyset ikke er helt spot-on, hvis beskæringerne kunne have været mere æstetisk nydelige, og hvis vores udvalgte talsmand ikke nødvendigvis er den næste Mads Mikkelsen.

Videoerne bliver brugt i stor stil

Vi kan se, at vores besøgende bruger videoerne i stor stil, og det er jo vildt herligt. Ligeledes tyder alt på, at videoerne har haft en positiv effekt på vores konverteringsrate.

Vores konverteringsrate er i hvert fald blevet forbedret efter implementeringen af videoerne. Det bør dog i den sammenhæng nævnes, at vi også har lavet adskillige andre optimeringer i løbet af det sidste år, hvorfor vi ikke med sikkerhed kan tilskrive videoerne den fulde fortjeneste for forbedringen af konverteringsraten.

Folk har forskellige konsumeringspræferencer

Sædvanligvis er der ingen informationer i videoerne, som vi ikke også formidler via tekst. Alligevel har videoerne deres berettigelse.

Vi mennesker har nemlig forskellige konsumeringspræferencer, og det er ikke alle, der er lige begejstrede for at konsumere tekst. Mange er faktisk ganske udfordrede, når det kommer til at læse og afkode massive tekstmængder. For langt de fleste er det lettere at afkode en video.

I videoer får man typisk budskaberne foræret – særligt når videoerne ikke er mere komplekse end vores. Der er nemlig ikke tale om episke Nolan-opsætninger, hvor man skal være mere end lysvågen for at fange samtlige detaljer. Der er derimod tale om helt simple produktioner, hvor vi formidler information om vores produkter på en letforståelig måde.

Videoerne hjælper os med at øge kendskabsgraden til vores forretning

Vi har valgt at deponere vores videoer på YouTube og efterfølgende indlejre dem på de landingssider, hvor de figurerer. Det er en model, som vi gerne vil anbefale til andre, for vi har erfaret, at videoerne har hjulpet med at øge kendskabsgraden til os og vores forretning.

YouTube er den næststørste søgemaskine i Vesten. Rigtig mange søger hjælp og rådgivning på YouTube – ligesom de gør på Google. YouTube er tilmed ejet af Google, hvorfor Google sommetider viser videoresultater øverst i søgninger, hvis disse resultater er de mest relevante.

Vi har erfaret, at folk søger hjælp til problemstillinger, som vores videoer kan løse. Derfor har vi fået en del views direkte på YouTube, for eksempel når folk har skrevet: “Hvilket netværkskabel skal jeg vælge?”

Skriver man dette, ligger en af vores videoer nummer et, og den pågældende video har i skrivende stund fået over 3000 visninger.

Som du kan se, har vi sørget for, at vores brand er repræsenteret flere gange i billedet. Derfor er der næppe nogen, der er i tvivl om, at vi er afsendere af disse videoer.

Selvom det kommercielle fylder en hel del på det visuelle plan, fylder det ikke synderligt meget på handlingsplanet. Det er ganske rigtigt vores produkter, vi præsenterer i videoerne, men videoerne er væsentligt mere vejledende, end de er sælgende.

Vi ønsker at hjælpe vores kunder, ikke at stoppe salgsbudskaber ned i halsen på dem, og det, tror jeg, har været en central forklaring på, hvorfor flere af vores videoer har fået så mange visninger, som de har.

Kast jer ud i det

I rigtig mange brancher giver det mening at producere videoindhold til sine kategori- og produktsider. I videoer kan man vise produkterne, og mange finder en video lettere at konsumere end en tekst.

Man behøver ikke at være Tarantino for at få succes med sine kategori- og produktvideoer. Det kan dog godt anbefales at lave lidt research omkring det tekniske setup. Vi så en del tutorials og lignende, inden vi kastede os ud i vores produktioner, og det var yderst gavnligt.

Forarbejdet øgede kvaliteten af belysningen, lyden og cinematografien. Vores videoer er muligvis ikke æstetiske mesterværker, men vi synes bestemt, at de er hæderlige produktioner.

Man lærer rigtig meget af at prøve sig frem. Derfor er vores råd: Kast jer ud i det. Meget af den viden, som I får brug for, kan I finde på YouTube.

I forhold til udstyr så har I sikkert allerede et rigtig godt kamera i flere af jeres telefoner. I kan opnå god lyd ved at investere i mikrofoner, der kan tilsluttes de mobiltelefoner, I ønsker at filme jeres videoer med.