Tre konkrete, brugbare tips til at skrive bedre blodindlæg

Det er lidt af en kunst at skrive et godt blogindlæg. Mestrer du endnu ikke disciplinen, skal du ej fortvivle. Her får du nemlig tre skarpe blogging-tips, som kan øge kvaliteten af dine fremtidige blogindlæg. Velbekom.

Flere og flere virksomheder afsætter ressourcer til content marketing, og det format, som de fleste vælger at bruge hovedparten af deres energi på inden for feltet, er blogging.

Dette skyldes sandsynligvis, at blogformatet er så elastisk, som det nu engang er. En ‘blog’ er kendetegnet ved at være tekstlig, men ellers er genrekonventionerne meget flydende. Derfor ser man stor diversitet inden for blog-genren.

Grundet genrens elasticitet er det en disciplin, der med succes kan praktiseres af enhver. Uanset om man ønsker at blogge om saunaer, digitale trends eller samfundet, vil det med garanti kunne lade sig gøre, og hvis man er god til det, vil man skabe sig et publikum. Nogle emner tiltrækker brede læserskarer, mens andre tiltrækker mere smalle.

Man skal dog ikke forvente, at man får bygget en følgerskare, så snart man klikker ‘publicér’ på ens første indlæg. Det kræver tålmodighed og vedholdenhed, og man skal over længere tid demonstrere sine evner som blogger. Medmindre man er pæn naturligvis. Så er det sandsynligvis nok at lægge et par billeder op under de rette hashtags på Instagram…

Blogging er ikke nemt; det kræver megen viden og mange kompetencer at skrive det perfekte blogindlæg. Selvom jeg efterhånden har blogget en del år, tillærer jeg mig stadigvæk nye evner inden for disciplinen. Man skal også huske på, at genren er dynamisk, og man skal være omstillingsparat, hvis man skal være en moderne blogger.

Herunder får du tre skarpe tips til blogging. Jeg har en yderst stærk formodning om, at mine tips er langtidsholdbare.

De tre tips

  1. Hav et stort fokus på strukturen af dit indlæg – vær bevidst om, hvad du vil

Et blogindlæg er en kommunikativ handling, og hvis en kommunikationshandling skal være effektiv og resultere i en adfærdsændring hos modtageren, er der en række basale forhold, der skal spille.

Noget af det allervigtigste at få styr på er strukturen for ens blogindlæg. En god og stram struktur får man sjældent foræret. Der er en række praksisser, der bør følges, da disse øger chancen for, at man ender med et indlæg med en overskuelig struktur. Hvis strukturen skal sidde lige i skabet, er det vigtigt at have en klar og tydelig hensigt med ens indlæg.

Hvis man bare kaster sig ud i at skrive et indlæg uden at have nogen idé om, hvad man præcist ønsker at kommunikere, vil ens indlæg med stor sandsynlighed ende med at blive rodet, og det vil for læseren være uklart, hvad budskabet er.

  1. Dit blogindlæg skal bringe værdi

Frasen “fokusér på skabelsen af det værdifulde indhold” er efterhånden lige så slidt, som Oliver Twists klæder var.

Ordene “fokusér på skabelsen af det værdifulde indhold” gentages nemlig igen og igen af kommunikations- og marketing-folk, hvilket irriterer mig. Ikke fordi frasen er usand, for det er den ingenlunde, men fordi den i sig selv ikke er brugbar overhovedet. Egentlig siger man jo bare: “Lad være med at producere noget ligegyldigt lort,” og det, kan de fleste vel blive enige om, er en selvfølge.

En af mine kæpheste er derfor, at frasen skal krydres med en nuancering af, hvad der kendetegner værdifuldt indhold, hvis rådet skal være værdiskabende.

Jeg har brugt lang tid på at undersøge og gruble over, hvordan man skaber værdifuldt indhold, og faktisk har jeg skrevet et langt indlæg om netop dette emne. Hvis du er nysgerrig, kan kan du læse indlægget via dette link. Hvis du kan nøjes med en ultrakort opsummering, kan jeg fortælle, at jeg i indlægget kommer frem til, at værdifuldt indhold typisk kendetegnes ved, at:

  • indeholde brugbar viden
  • at være passioneret
  • at være underholdende
  1. Et godt blogindlæg er typisk sagligt og velargumenteret

Hvis man er typen, der vidensdeler via sine blogindlæg, er det ekstret vigtigt, at den viden, man deler, udspringer fra troværdige kilder. Hvis man selv er hovedkilden, skal man have en vis form for status og autoritet, sæt ens pointer og postulater skal tages for gode vare.

Hvordan får man så denne autoritet? Denne kan blandt andet opnås ved hyppigt at demonstrere, at man er vidende om et felt. En måde at demonstrere dette på er via blogging og deltagelse i faglige debatter. Derudover kan man også opnå status og autoritet via erhvervsmæssige præstationer samt ens titel.

Det kan være en styrke, hvis man inddrager respekterede kilder i ens blogindlæg. Dette kan nemlig virke forstærkende for validiteten af ens synspunkter.

Saglige, dybdegående analyser klæder også de fleste blogindlæg, så dette advarer jeg heller ikke imod.

God fornøjelse med at blogge fremover

Jeg håber, at mit indlæg har givet dig nye brugbare værktøjer til at blogge. Hvis du vidste det hele i forvejen, så stik lappen i vejret og modtag en imaginær high-five, for så er du formentlig allerede en ret skarp blogger på nuværende tidspunkt.